Samia + David

Samia + David

En magisk fejring af to ildsjæle, der har svømmet mod strømmen og kæmpet for kærligheden. Dage fyldt med glæde, leg og dans fra morgen til nat sammen med deres kære venner og familie. 

Et bryllup skabt af drømme

Samia og Davids bryllup var et bryllup, hvor traditioner kun fik lov at fylde dér, hvor de gav mening. Resten blev skabt ud fra parrets egne drømme, ønsker og fælles univers. Resultatet blev en dag med personlighed, æstetik og nærvær, hvor gæsterne ikke bare var inviterede, men en del af fortællingen.

“Det (brylluppet) var ikke styret af traditioner. Kun nogle af dem. Resten var vores drømme, og gæsterne var vores lege- og rejsekammerater.” - David til magasinet Gommen 2026

Dagen begyndte på deres hyggelige husbåd på Christianshavn, hvor festlighederne blev skudt i gang. “Vi bevæger os - sammen - fra sted til sted, fra stemning til stemning.”

Dresscode: All White & Kærnemælk

Dresscoden var hvid også kaldet White Sensation.

En perfekt blanding af glamour og sensommeridyl: hvidt, elegant og let gentlemanish med et twist af strand og sol. Referencerne spændte fra Gatsby til Hamptons, fra sommerligt og festligt til elegant hør og afslappet luksus.

Til herrerne var stilen ikke overladt til tilfældighederne. David mødte selv op i skræddersyet hvidt kjolesæt og hele udtrykket lagde op til, at gæsterne skruede op for stilen og autenciteten.

Gommens beklædning

David havde designet en white tie-jakke (svalehale) i en hørversion med stribet strukturvævning. Vesten og bukserne var i helt andre vævninger, men alle med stribede strukturer til fælles.

Idéen tog udgangspunkt i den klassiske morning suit fra briternes royale set-ups.

Morning suit er reserveret til ceremonielle events, lige så dedikeret som en brudekjole. Det rammer lige i hjertet.

Tre gode råd til den kommende gom

1. Giv den gas

Du tænker måske, at noget af det, du planlægger, er for meget. Men du glemmer, at magi kun skabes derude, hvor hverdagen har sluppet. Brudens skønne kjole, budgettet — alt er jo for meget. Bare giv den gas.

2. Husk mad og drikke til gæsterne

Husk at give dine gæster mad og drikke. En kaffevogn og croissanter ude foran kirken, eller lækre, anderledes forfriskninger — ikke nødvendigvis alkohol. Bare det, at der står en tjener i en hvidskjorte og deler popcorn og kolde drikke ud, føles som en kæmpe luksus, og du holder din brud fra at være hangry undervejs.

3. Find dit outfit tidligt

Find dit outfit tidligt. Du kan støtte og bekræfte bryllupsplanlægningen bedre end én, der slet ikke er dykket ned i sin egen brudgomsidentitet. Husk, det er noget af det første, bruden gør.


Brudens vision

Alle gæsterne i hvidt. Til damerne skrev Samia: “Jo vildere, jo bedre. Har du en nr. 2-bryllupskjole fra dit eget bryllup, så tag den på, og gå all in på hvid magi.”- Samia til Magasinet Bruden

''Jeg bryder gerne med traditioner og er ikke så glad for regler, så det lå i kortene at vende bryllupstraditionerne på hovedet fra start. For mig blev det hvide tema symbolsk. Det symboliserede harmoni, uskyld og ny begyndelse.'' 

''At se alle de mennesker, der har betydet noget for os, som små hvide engle, var magisk. Det var ikke kun æstetisk smukt, det var også enkelt, og jeg elsker alle mine bryllupsbilleder.'' 

En vielse i nærvær

Dagen efter fortsatte fejringen med vielsen i intime omgivelser - et sted, som parret havde nydt sammen mange gange før.

Stemningen var præget af magi og hygge, og gæsterne blev inviteret til at skåle parret godt på vej videre ind i deres nye kapitel.